En drink, der skal prøves til sommer: Frosé

En drink, der skal prøves til sommer: Frosé

De hippe har allerede drukket denne drink i et års tid, men det er stadig meget hipt. Navnet på denne nye drink er Frosé, og den skal jeg prøve her til sommer. Vi springer direkte ud i, hvordan du laver den, og bagefter får du så lige lidt baggrundsviden, som du måske kan blære dig med, når du serverer den for dine begejstrede gæster.

Den simple opskrift på Frosé

Du skal bruge følgende ingredienser:
  • én flaske kraftig rosévin, fx på merlot eller pinot noir
  • 225 gram jordbær
  • én skefuld sukker
  • ½ - 1 dl rød vermouth

Læg ud med at hælde rosevin i en flad bakke, og stil den i fryseren i ca. 6 timer. Du kan også hælde vinen i et par isterningbakker, hvis du foretrækker det. Skyl herefter jordbær grundigt og skær dem i både. Herefter blendes de med sukker til mos. Så tilsættes vermouth til jordbærmosen. Tag den frosne rosémasse ud af fryseren og skrab den i blenderen. Blend nu videre, indtil massen er helt jævn. Til sidst hældes indholdet af blenderen i en kande eller anden foretrukken beholder og sættes i fryseren i en halv times tid, til den bliver solid. Skulle den blive for fast, kan du altid blende den lidt ekstra og tilsætte lidt mere rosé eller blot en anelse vand. Næste step er at hælde den i glas og nyde den kolde og læskende drink.

Så det er vel egentlig bare med at komme i gang. Måske lader sommervarmen vente på sig i år – måske slår den aldrig for alvor igennem i 2017, men børn drikker jo alligevel kold mælk og vi smører kold smør på vores morgenbrød, så der er stadig alt mulig grund til at drikke dejlig kold Frosé.

Mere om Frosé drikken

Kender du ikke så meget eller måske lige frem intet til frosé, så læs med her. Som meget andet nyt og hipt, så kommer Frosé fra New York, hvor det nydes i store mængder. Det lyder meget fancy, men det er nu blot frossen rosévin og det er yderst velsmagende.

Det er ikke nogen hemmelighed, at dansker elsker rosévin, og vi er godt nok på visse områder meget traditionsbundne. Enkelte vil måske sige, at man ikke bør forsøge at forandre en god og velsmagende klassiker. Men når de først har smagt Frosé, er det ret sandsynligt, at de vil overgive sig og skifte mening. Denne skønne kølige drink, er som skabt til at nyde på dejlige sommervarme dage. Og så har den den fantastiske fordel, at man med god samvittighed kan nyde den både til frokost, hen på eftermiddagen og før, under og efter aftensmaden – for det er jo bare rosé.

Det bedste ved det hele er, at selvom den ikke kan bestilles på den lokale bar eller restaurant, så er den ganske nem at lave der hjemme, som du forhåbentlig kan fornemme ved at skimme ovenstående opskrift på frosé.

Kommentarer